Spring til indhold

Sådan formidler du komplicerede emner i din podcast

    Hvordan kan du formidle komplekse fænomener, såsom verdensøkonomien eller sorte huller uden at du mister dine lyttere fuldstændigt undervejs? Det har den amerikanske podcast, Planet Money, svaret på, og i episode 1000, tager de os med bagom deres produktion. Det her er en guide til deres model, som kan deles op i top, skuldre og krop – klik og lyt til Planet Money.

    Top

    Toppen er din introduktion til episodens emne og værter. Emnet introduceres som det første og skal helst give en forsmag på den konflikt som du udfolder senere i episoden. Afslut gerne af med en cliffhanger, der skal vække lytterens nysgerrighed. Det kan f.eks. være en god karakter eller en spændende stemme. Herefter kommer brand musikken og en introduktion af værterne. 

    I episoden varer hovedet tre minutter.

    Skuldrene

    Er der nogle advarsler eller anden vigtig information, som lytterne skal have at vide fra begyndelsen, italesættes det her. Det kunne f.eks. være at der er indhold i episoden, som kan virke stødende for nogen. 

    Nu hvor emnet og værterne er introduceret, og der er informeret om eventuelle forbehold, kan du begynde at udfolde historien. For at skabe et overblik over historien skal du give lytteren kontekst. Det kan du gøre ved at træde et skridt tilbage i tiden. Måske skal man skal tilbage til 1849, hvor grundloven blev indført, før vi kan forstå en retssag der kører i dag. Det er altså her lytterne lærer det vigtigste af, hvad der er sket i tiden op til den konflikt eller fænomen, som din fortælling omhandler.

    Det er essentielt, at du har en interessant hovedkarakter. Personen skal gerne have været i orkanens øje, men skal samtidige kunne give dig sine ærlige, autentiske og umiddelbare reaktioner og tanker. Hvordan var det at stå i midten af sådan en krise? Hvordan påvirkede det personen? Det kan f.eks. være en tidligere bankrådgiver, der har udstedt lån han ikke kunne stå inde for op til finanskrisen. Pointen er at vælge en spændende og troværdig kilde til din episode. 

    Når du har fundet din hovedkarakter, skal personen introduceres i podcasten. Planet Money kalder dette step for en ”walk on tape”, og det handler om hvordan hovedkarakteren kommer ind i historien. Det er vigtigt at reflektere over, hvordan du vil have dine karakterer introduceres. Har du en skuespiller, som tidligere har vundet en Oscar, kan det være at dette skal knyttes til personens introduktion.

    I episoden varer skuldrene ca. seks minutter

    Kroppen

    Okay. Nu hvor du har fundet din hovedkarakter og introduceret hende, er det tid til at fortælle hele historien. Det er sandsynligvis i denne del, at du skal forklare det komplekse i fortællingen, om det så er økonomiske koncepter, klimakrisen eller noget helt tredje. Forsøg at være kreativ i din formidling, i Planet Money bruger de f.eks. en operasanger til at synge en grafs kurver. 

    Men nogle gange er ens stof så svært at forklare for andre, at selv al data i verden ikke er nok. I disse tilfælde kan du, ligesom Planet Money gør, tage ud og opleve fænomenerne selv. Da de skulle lave en episode om oliehandel, fik de selv produceret 100 tønder olie, så de kunne tage lytteren med i processen. På den måde kan du forklare hvad der sker, hvordan det ser ud, føles, lugter mm. Dine lyttere vil få en bedre forståelse af det fænomen du afdækker. 

    Når du afrunder dit afsnit, er det en god idé at zoome ud, og se på det større billede. Episoden skal gerne føles som en fuldendt cirkel. En ting Planet Money benytter sig af i denne del, er at inddrage personen lytterne først blev introduceret til. Personen knytter her nogle afsluttende ord og tanker til emnet. Har produktionen foregået over lang tid, kan dette også fungere som en check-in, hvor du hører, hvordan det er gået din kilde siden sidst. 

    I episoden varer kroppen ca. 19 minutter. 

    Nedlæg

    Historien er nu afsluttet og programmet kommer med et ”future promise”. Altså et løfte om, hvad lytterne kan forvente fremover af podcasten. Dette efterfølges af en tak og Call of Action, som kan lyde, ”følg os på Facebook, for at høre mere om…”. 

    I afsnittet varer nedlægget ca. 2 minutter. 

    Hvad kan du tage med dig?

    Det er en god idé at bruge klassisk storytelling til at formidle svært stof. Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i Planet Moneys model, men der er også mange andre som bruger narrative fortællinger. Prøv f.eks. at lægge mærke til hvordan Genstart eller Ted Talk gør det. Jessica Abels gennemgår også storytelling i vores bibel, “Out on the Wire”. 

    Vi håber at artiklen kan hjælpe dig videre i din opbygning af podcast. Har du brug for hjælp til podcasting, er vi altid klar på en kop kaffe enten i Lydens Hus eller virtuelt. 

     

    Læs også Få flere lyttere med en god logline